torsdag den 25. november 2010

Til alle tøffelhelte - opskrift på uldtøfler

Skostr. 35/37 (38/39) 40/42 (43/45).

Materialer: 250 (300) 300 (300) gram tykt uldgarn med en tykkelse svarende til pind 6-7.

Til at strikke tøflerne bruges strikkepinde i str. 10. Hele arbejdet strikkes med dobbelt garn.

Begynd ved hælen og slå 9 (9) 11 (11) m op. Strik 2 p r og lav samtidig udt i begge sider af 1. pind ved at strikke 2 m i yderste m = 11 (11) 13 (13) m. Forts i glat og lav udt, men nu inden for de yderste 3 m i begge sider, sådan: Tag 1 m ud på hver 2. p til der er 15 (15) 15 (17) m.
Når arbejdet måler 8,5 (7,5) 8,5 (11) cm.: Luk 1. + sidste m på næste p, men slå igen 1 ny m op beg + slutn af næste p (= 15 (15) 15 (17) m). Fortsæt i glat, men strik altid de yderste 2 m i begge sider r (= 2 kantm) OG tag samtidig 1 m ud i begge sider ved at strikke 2 m i yderste m 3 (4) 4 (4) gange på hver 2. p = 21 (23) 23 (25) m. Strik 1 p uden udt.


Næste p: Slå 2 nye m op i beg + slutn af p = 25 (27) 27 (29) m. Arb måler ca. 15,5 (16,5) 17,5 (20,5) cm. Strik lige op (= fod) til arb måler 22 (23) 24 (27) cm. Strik 5. + 6. m sammen i begge sider. Gentag denne indt, når arb måler 28 (29) 31 (34) cm. Strik 1 p og gentag indt igen (= 19 (21) 21 (23) m). Strik til arbejdet måler ca. 32,5 (35,5) 37,5 (40,5) cm (nu kun 3 p tilbage)!
Strik 6. + 7. m sammen i begge sider. Strik 1 p. Næste p: 2 kantm r, 2 r sm, 2 r sm, 5 (7) 7 (9) m 2 r sm, 2 r sm, 2 kantm r = 13 (15) 15 (17). Luk af!


Montering: Hold arb med vr-siden udad og sy sm midt oven på foden (sy i yderste led af yderste m, så sømmen ikke bliver tyk). Fold tåen på den anden led og sy sm.
Hælkant: Buk de yderste 2 m langs kanten af hælen mod r-siden og sy, så der dannes en lille "pølset"  kant, stop ved den lukkede m.


Vaskning: Vask tøflerne i vaskemaskinen på 40 grader uden forvask, med vaskemidel uden enzymer og optisk blegemiddel, brug normal centrifugering. Tag de endnu fugtige tøfler på fødderne og form dem. Læg til tørre.

Og VOLLA!



God fornøjelse :)

Varme uldtøfler - lige til at smutte i

Der er næsten altid fodkoldt i vores lille lejlighed på Vesterbro, så i år har jeg strikket disse lækre uldtøfler til at holde fødderne varme i den kolde tid.



De varme uldtøfler kan strikkes på en aften. Derefter skal de vaskes i vaskemaskine, så de bliver helt faste og tætte.

Mums! :)

søndag den 21. november 2010

Lækre retrorier med posten

Modtog i går disse fantastiske stofrester med posten. Købt af En fugl i håndenTrendsales.


 

Har længe ønsket mig nogle stofrester i lækkert retromønster til alskens småtterier. Og disse her er simpelthen bare så fine.

Glæder mig til at komme i gang med at kreere noget af dem ...

mandag den 15. november 2010

Nemme posebukser til de små


Så er der indkøbt stof til næste syprojekt - posebukser til min lille søn. En nem og billig møde at kreere bukser med et personligt touch :)

... Flere billeder følger, når bukserne er færdigsyede ...

I den forbindelse kan jeg virkelig anbefale MiniKreas mønstre. Mønsterarket indeholder nemlig både en begynder-udgave samt variationer af samme udgave for de mere øvede. Lige til at gå til for alle med interesse for at sy til deres små poder :)




MiniKreas mønstre fås bl.a. i butik GARN-ITURE i Smallegade på Frederiksberg - en lille perle af en butik, som bestemt også er et besøg værd uden mønstre.

Man kan simpelthen få de fineste knapper og masser af garn og stoffer i de skønneste farver og mønstre. Bliver helt glad i låget ved tanken - må meget snart forbi igen :)

onsdag den 10. november 2010

70'er-look i børnehøjde

Måske kender I den allerede? ... Men jeg må simpelthen gøre lidt reklame for denne her fantastiske sybog af Elsebeth Gynther og Bjarne Solberg med alskens børnetøjsmønstre i lækkert 70'er-look.





Har selv lige syet disse fine bukser til vores lille søn på knap 9 måneder - og næste gang skal der helt sikkert flere spraglede lapper og finurlige mønstre på.

tirsdag den 9. november 2010

Prinsesse for en aften


Er netop blevet færdig med dette prinsesse-tylskørt til min veninde.

Det er første gang, jeg har kastet mig ud i et sådant projekt, men tyl er gudskelov et dejlig taknemmeligt materiale at arbejde med. Og den sorte farve gør det heldigvis sværere at se alle fejlene :)



Har tegnet mønstret til inderskørtet ud fra en nederdel i skabet (som et almindeligt underskørt med elastik i taljen), hvorefter tyllet er syet på lagvis - alle lag er lige lange og ca. 10 cm. længere end inderskørtet. Til sidst er de to yderste lag syet op med små stikninger i hånden for at få den "brusende" effekt. 

torsdag den 4. november 2010

Hurra for blog-land!

Så fandt også jeg endelig vej til blog-land. Og hvilken fantastisk verden!

Jeg har længe fulgt med på jeres andres skønne blogs, når jeg skulle finde inspiration og svar på kreative spørgsmål. Det vrimler jo med inspirerende projekter i alle mulige former og farver, som har været med til at give mig en masse blod på tanden til at kaste mig over nye projekter - eksempelvis denne blog :)

Glæder mig derfor til at tage mine første spæde skridt ind i blog-land - og blogge om lyst og fast, kreative fund og påfund og alle de syslerier, jeg har gang i. Forhåbentlig kan jeg inspirere lidt retur.

Håber, I har lyst til at følge med!